Generalforsamling 2023

Ordinær generalforsamling i ”Støtteforeningen for Solbjerg og Omegns Lokalhistoriske Arkiv” torsdag den 27. april kl. 1930.


1. Valg af dirigent
Gunnar Hauerslev blev valgt og takker for valget. Jytte Kristensen blev valgt til referent. Gunnar konstaterede, at dagsorden og vedtægter er udsendt 25. marts i Solbjerg.nu, og at generalforsamlingen dermed er lovlig indkaldt, samt at dagsordenen er ok ifølge vedtægterne. Generalforsamlingen er hermed gyldig.
2. Bestyrelsens beretning for 2022 v/ formanden: Jens Laursen Pind
Året 2022 var i den første halvdel præget af Solbjergs byjubilæum (byfest) Det var naturligvis arkivet, der trak det største læs, men Støtteforeningen hjalp også til, især på selve dagen, trods regnvejret.
Bestyrelsen har i 2022 holdt 6 møder, det forholdsvis høje tal, skyldes især forberedelser til byjubilæet. Vi havde ingen arrangementer i første del af året, men der blev arrangeret en tur til Bunkermuseet i Silkeborg d. 27. august, desværre var der kun 10 deltagere. En rigtig god tur. Årets hæfte hed ”Solbjerg i billeder” og var i A4 størrelse for at få en bedre kvalitet på billederne. Foreningen havde pr. 31. december 2022, 207 medlemmer fordelt på 136 adresser. I løbet af året blev der udmeldt 16 personer, af forskellige årsager, og vi fik 11 nye medlemmer. Vi er ved at planlægge en tur i efteråret, der skal gå til Kalø Gods (Jagtslottet) og Holmegård. Der vil blive sendt oplysninger om tid og praktiske ting til dem, vi har e-mailadresser på. Under kaffepausen bliver der mulighed for at forny medlemskabet til Støtteforeningen. I forbindelse med tegning af medlemskabet, vil vi i år bede om jeres e-mailadresser (dem der har en sådan) og selvfølgelig kun, hvis man ønsker at give den til os. Det kræver en skriftlig tilladelse fra medlemmerne. Støtteforeningen er som navnet siger til støtte for Arkivet og skal altid være et samarbejde mellem Arkivet og Støtteforeningen. Herfra skal der lyde en stor tak til Arkivets frivillige og deres store arbejde også i Støtteforeningen.
3. Beretning for Arkivet for året 2022 v/arkivleder Lis Hauerslev
Arkivets beretning for året 2022 Året 2022, var et travlt år for arkivet, med mange aktiviteter og færre frivillige til at klare opgaverne. Medarbejder – vi har sagt farvel til Harriet Rasmussen, som har valgt at trække sig som frivillig på arkivet efter mange års arbejde. Så jeg vil gerne sige Harriet tusind tak for hendes indsats. Vi er nu nede på at der erlægges ca. 23 timer om ugen fordelt på 6 personer – hertil kommer de timer som der bruges på diverse møder, aktiviteter, kurser og hjemmearbejde. De 6 frivillige er Jørgen Christensen, Jytte Kristensen, Karen Larsen, Linda Svendgård, Ole Thomsen og Jeg. Flemming Nielsen har i 2022/23 haft andre opgaver og derfor valgt at holde orlov fra arbejdet på arkivet. I april måned besøgte medarbejderne Brejning Egnsmuseum og Lokalhistorisk arkiv i Spjald, et spændende besøg hvor vi kunne se hvordan et museum og arkiv kan gå hånd i hånd. Vi har også holdt et enkelt medarbejdermøde, hvor vi efterfølgende hyggede med smørrebrød. Vi har i 2022 modtaget 14 afleveringer, haft 10 skriftlige forespørgsler. Generelt er der en
tilbagegang hos alle lokalarkiverne i Århus kommune med hensyn til afleveringer og besøg, hvilket vi ved et samarbejde på tværs af kommunens arkiver vil undersøge, hvad vi kan gøre for at ændre dette. Med hensyn til besøgene på vores arkiv, har vi i 2022 haft et samarbejde med skolens 6 klasser, hvor vi forsynede læren med historisk materiale om vores by, og klasserne havde 2 timers besøg på arkivet, hvor de fik til opgave at skrive lidt historie om en bestemt adresse. Vi lavede også en gå/løbetur rundt i byen, hvor de kom til steder der kunne fortælles historie om. Historien skulle findes via deres mobil og det tekniske fik vi hjælp af Philip på biblioteket til at lave. Stederne var f.eks. Vejstenene i Krogslunden, genforeningsstenen på Østergårdsvej – Et godt projekt som fik en positiv omtale i en avis som publiceres mellem lærer – overskriften den var Selv i den mindste by kan lokalhistorien vække elever. Desværre så forlod den pågældende lærer skolen pr. 30/6-22 og vi har i år ikke fået kontakt med den nye historielærer for 6. klasse. Byen blev som bekendt 150 år i 2021, men fejringen fandt sted i maj 2022 (Corona) Vi var på Hovedgaden med en udstilling, som fortalte historier om nogle af de personer der havde beboet i de gamle huse på Hovedgaden, og hvad husene har været hjemsted for i gennem årene. Vi havde i samarbejde med Biblioteket lavet en bod der forestillede en gammel skolestue, og for at tiltrække folks opmærksomhed havde vi lavet en ”tipskupon”, med gamle skoleudtryk. Boden var godt besøgt på trods af silende regn. Vi havde også lavet en skattejagt med poster i et begrænset område af byen, men den var ikke attraktiv nok i regnvejret og desuden skete der meget andet som tiltrak familiernes opmærksomhed. I forbindelse med at skolebiblioteket blev flyttet ned på folkebiblioteket, blev der i august måned, holdt åbent hus, her valgte vi også at være tilstede, for at markedsføre arkivet.
Vi har også hjulpet med finde historierne til byens nye vartegn – Solfangeren – hvor Jytte Kristensen har været meget aktiv. I december måned deltog vi på julemarkedet i Folkehuset, her vi var i kontakt med mange af byens borgere og vi solgte godt af vor hæfter og bøger. Ombygningen af skolen og vores flytning til nye lokaler, har også holdt os beskæftiget i 2022. Jeg har deltaget i en del møder, og status pt. er at vi skal dele lokaliteter med kombi biblioteket. Vi får et fælles kontor på ca. 20 m2, der foruden får vi plads til vores skabe med arkivalier i et depot rum, som ligger tæt ved kontoret og vi får lov at beholde vores fjernarkiv rum her i kælderen. Biblioteket og os bliver nogle af de første der skal flytte og det bliver nok i starten af 2024. Mange spændende opgaver, som vi har været beskæftiget med, men mange flere venter, så vi kan bestemt godt bruge flere frivillige. Har du lyst til at lave et stykke frivilligt arbejde og interesse for lokalhistorie, så tag en snak med os. Til slut siger jeg mange tak til alle medarbejder på arkivet for deres indsats i det forgange år, I gør alle et godt stykke arbejde – tusind tak for det. Også tak til Støtteforeningen for samarbejdet i 2022. Arkivleder Lis Hauerslev
4. Forelæggelse af regnskaber
Jørgen Christensen forelagde støtteforeningens regnskab:

Spørgsmål/kommentar om bankers gebyrer generelt. Der blev endvidere nævnt eksempel på ændring af gebyrer fra kr. 3000 årlig til kr.0 i Andelskassen Merkur.
En bekendtgørels om høj og lavrisikoforeninger i forbindelse med hvidvask fra november 2022 er ikke ført ud i livet i pengeinstitutterne. Regnskabet blev godkendt.
Lis Hauerslev fremlagde arkivets regnskab:


Arkivet har modtaget en arv for nogle år siden, som er lagt ind under støtteforeningens cvr nr. af praktiske hensyn, men beløbet tilhører Arkivet. Vi sælger bøger og udgav i 2021 en ny bog.
Regnskabet blev godkendt.
5. Forslag fra bestyrelsen og indkomne forslag:
Bestyrelsen har ingen forslag til ændringer. Der er ingen indkomne forslag.
6. Valg til bestyrelsen
På valg er: Lis Hauerslev————-modtager genvalg og blev valgt. Jytte Kristensen———modtager genvalg og blev valgt. Rebekka Høisgaard— modtager genvalg og blev valgt. Jørgen Christensen— modtager ikke genvalg  – Ove Hesselbjerg Nielsen blev valgt.

7. Valg af 2 suppleanter På valg er: Linda Svendgaard——-modtager genvalg og blev valgt. Ester Jensen———— modtager genvalg og blev valgt.
8. Valg af revisorer
På valg er: Allan Kramer———— modtager genvalg og blev valgt. Valg af en revisorsuppleant. – Tinne Fisker blev valgt.
9. Evt.
Flemming Nielsen fortalte, at mange små husmandssteder bliver om klassificeret til parcelhuse, hvor med grundskylden stiger fra 7 til 24-30%. Det kommer til at betyde prisfald, frasalg af jord m.m. og vil ændre vores kulturlandskab de næste 10 år, og det sociale fælleskab vil gå tabt.
Stoltenborg spurgte, om Foreningen Solbjerg har noget med Arkivet at gøre.
Lis forklarede, at vi kun har været med til at skaffe historierne til skulpturen, som Foreningen Solbjerg har doneret en sum penge til.
Jens Pind takkede Jørgen Christensen for hans godt 10 år i bestyrelsen, og for det store arbejde han har lagt der. Jørgen fortsætter som frivillig i arkivet.
Efter kaffepausen var der foredrag med tidligere borgmester i Odder og tidligere solbjergdreng Uffe Jensen.