Fra bøgerne “Fire sogne omkring Solbjerg” 4 artikler:
1 ) Folketinget drøftede en banegård i Tiset
2) Historien bag lokalhistorien i de fire sogne
3) Trafikministeren fra Onsted
4) Dagligt liv i Astrup i 1920’erne
Fra bogen “Fire sogne omkring Solbjerg” Bind 3. 1992:
1) Folketinget drøftede en banegård i Tiset
Af Aage Domino
Det er af mange grunde tilfældigt, at verden ser ud, som den gør – og ligeledes at et lokalsamfund har fået den skikkelse, vi kender i dag.
Tænk nu bare, hvis der var anlagt en banegård i Tiset i 1862! Så havde Hans Madsen næppe flyttet den gamle Solbjerg Kro til den nuværende placering i Astrup sogns vestende, men til Tiset, hvor der måske var opstået et jernbanehotel. Og Ny Solbjerg var næppe nogensinde blevet til noget.
Rent faktisk var der tale om en jernbanestation i Tiset i forbindelse med en jernbanelinie fra Tvingstrup over Vedslet, Torrild, Hvilsted og Astrup – og videre fra Tiset over Børup og Terp til Brabrand og Århus.
Folketinget diskuterede i 1840’erne, hvordan man bedst muligt skabte jernbaneforbindelse mellem de kvægproducerende områder i Jylland og det slesvigske og nordtyske aftagermarked. Transport af passagerer var ikke noget problem dengang, for jyderne skulle ingen steder! Men stude og andre kreaturer, som fra gammel tid var drevet ad oksevejen sydpå, tabte alt for meget i vægt og dermed værdi, når de skulle trave den lange vej ned gennem Jylland. Der var altså penge at tjene ved at køre dyrene i tog.
Der var også visse militære hensyn at tage, og derfor skelede man til, hvilke jyske byer der var de vigtigste. I manges øjne var den gamle kongeby Viborg meget central, hvorimod Århus var så ubetydelig, at den i første runde slet ikke var tiltænkt nogen togforbindelse.
Den tids jernbaneingeniører var nødt til at se nøje på terrænforholdene, fordi lokomotiverne var svage, og fordi man endnu ikke magtede at flytte alt for store jordmængder.
I december 1856 fremsattes i Folketinget et forslag om en nørrejysk jernbane. Teknikerne fandt bakkerne omkring Skanderborg umulige at bestige for tog, hvorfor banen var “bunden til” at gå øst om Solbjerg sø. Den mest naturlige linje mellem Horsens og Århus eller Brabrand gik ifølge ingeniørerne fra Horsens over Hanstedgaard, Kannerupgaarde, Tvingstrup, Hovedgaard, Vedslet, Torrild, Hvilsted, Astrup, Tiset, Børup og Terp til Århus.
Såkaldte banegårde skulle lægges med 1-1½ mils afstand og fortrinsvis ved gode vejforbindelser. Der var påtænkt banegårde med hovedbygning, varehus, i reglen et cisternehus med vand til lokomotiverne, en kvægrampe, sporskifter og evt. en drejeskive i Tvingstrup, Torrild, Tiset og Århus. Men omkring 1860 havde lokalt valgte politikere – som de har det i dag – et stort ord at skulle have sagt. Folketingsmændene talte længe om, hvorvidt en bane over Torrild gik gennem mere frugtbare egne, dvs. egne med flere kreaturer, end en bane over Skanderborg.
Både i folketing og landsting sejrede Skanderborgs fortalere, så det blev Stilling, Hørning, Hasselager og Viby, der fik stationer, mens Torrild og Tiset for stedse gled ud af jernbanehistorien. Til Toppen
Fra bogen “Fire sogne omkring Solbjerg” Bind 4. 1999:
2) Historien bag lokalhistorien i de fire sogne
Af Aage Domino
Det var ofte mere praktiske behov end hensynet til en videbegærlig eftertid, der talte, når man tidligere arkiverede dokumenter og protokoller i landkommunerne. Da Solbjerg kommune blev dannet i 1963, og da otte små skoler blev nedlagt, måtte afleveringspligtige papirer hentes frem fra tidligere kommunalbestyrelsesmedlemmers dragkister og hanebjælker, og i den gamle skole i Ingerslev fremdrog man bl.a. en journal, der bekvemt var brugt til at tætne et hul i taget med!
Egnsarkivet
Det var ikke kun sognerådet i Solbjerg kommune, der manglede arkivplads, efter at folk fra Landsarkivet i midten af 1960’erne havde ordnet 77 skoleprotokoller og mange andre papirer fra Tiset og Astrup-Tulstrup-Hvilsted. Private med blik for lokalhistoriske værdier fandt sammen i ønsket om et egnsarkiv. Bibliotekar Gerda Reppke havde f.eks. tidligt modtaget anmodning om at tage mod arkivalier fra Solbjerg Borgerforening – ting, der i dag er forsvundet. Grosserer Thorvald Schulz havde prøvet at finde lokaler i Ravnholt til et sognearkiv for Tiset, og også tømrermester Hans Rasmussen, Tulstrup, efterlyste et egnsarkiv.
Mens der ved indgangen til 1998 var 420 egnsarkiver i Danmark, var der kun omkring 30, da planerne tog form i Solbjerg. Af en udateret notits i Aarhuus Stiftstidende fra et sognerådsmøde i Solbjerg, formentlig fra 1965, fremgår at: “Ligeledes blev en anmodning fra egnsarkivet i Solbjerg om at få et lokale på Solbjergskolen udsat, til skolen er helt færdig, idet der ikke i øjeblikket bliver ledige lokaler til rådighed”.
Der skete imidlertid noget meget hurtigt. Kommunens eget arkivmateriale var blevet anbragt i et kælderlokale tæt ved det nye Solbjerg Bibliotek under den nye skoles hovedfløj, og man havde givet Gerda Reppke nøgle til herlighederne – formentlig i det ikke ubegrundede håb, at hun gerne ville passe på materialet – og mellem det kommunale arkiv og biblioteket fandt sognerådet et rum, der måtte bruges til egnsarkiv.
Gerda Reppke, Th.Schulz, Hans Rasmussen og pastor Georg Thaarup i Tiset fik som private initiativtagere selskab af Aksel Pedersen og Søren Høisgaard fra sognerådet. Der blev bevilget 500 kroner af kommunekassen, og udvalget fik lov til at forsyne sig med møbler fra de nedlagte skoler. Til toppen
Første gang, man i optegnelserne møder det nye Solbjerg Kommunes Egnsarkiv, er den 18. oktober 1966. Da var toget startet, og PR-kanonerne tordnede. Aviserne, dvs. Aarhuus Stiftstidende, Skanderborg Amts Avis, Horsens Folkeblad og Demokraten bragte gerne gamle billeder, så læserne kunne gætte på tid, sted og personnavne. Arkivudvalget gik ud og snakkede med folk. Det var så heldigt, at også den nye Seniorklub i Solbjerg holdt møder under skolen, og mange ældre kikkede ind – og nogle blev flittige medarbejdere. Da materialet nærmest væltede ind, blev det hurtigt nødvendigt at opbygge et system for registrering, så tingene også kunne findes igen og bruges.
Gerda Reppke tog til Faaborg for at studere et mønsterarkiv, men hun så kun sorte lukkede fiberkasser, som efter sigende – for man måtte hverken se eller røre dengang – indeholdt syrefri kuverter med de indsamlede klenodier. Fru Reppke var enig med resten af udvalget om, at Solbjerg skulle have et åbent og brugervenligt arkiv.
Th.Schulz og Hans Rasmussen havde allerede udtænkt et system med en mappe til hver eneste ejendom i kommunen, det ville dengang sige landområderne og Amtsvejen i Solbjerg, for villavejene var endnu ikke kommet til. Hvert af de fire sogne fik en farve, Tisets blå, Astrups grøn, Tulstrups gul og Hvilsteds rød. Billederne blev opklæbet på sort karton og forsynet med et nummer på en etiket i sognets farve. På hver ejendoms-mappe blev der også klæbet en farvet etiket med billednummer, efterhånden som der blev indsamlet fotografier. Selv om bevillingen stadig kun var på de 500 kroner, blev der købt stålkasser, hængemapper og andet materiale. Hvem, der betalte, kan man ikke se nogen steder, men visse udvalgsmedlemmer må have haft spendér-bukserne på! Til toppen
Arkivet blev hurtigt populært. Da den nye skole efter færdiggørelsen blev vist frem for befolkningen, holdt arkivet også åbent hus, og det var lige før, at arkivet stjal billedet. Der så ifølge avisernes billeder også nydeligt ud, og Solbjerg blev studieobjekt for mange andre egne med lyst til et egnsarkiv.
Frivillige dannede arbejdshold, og de registrerede, identificerede, klippede i aviser og drak kaffe. I en arbejdsbog, hvori medarbejderne skrev, hvor mange timer de brugte i arkivet, finder man i starten navne som Svend og Dinne Gjedde, Karen Sørensen, Dorthea Nielsen, Ingeborg Lindby, Ellen Jensen, Helga Rasmussen, Holger Nielsen, Th.Schulz, Dagny Jochumsen, Verner Møller og Ernst Jochumsen m.fl.
Arkivet fik også en gæstebog. Den blev taget i brug den 2. december 1967 af Bodil Alrø, Annie Bentsen, Birthe Kristoffersen og Kirsten Friis. Bogen holdt til 8. august 1991.
Penge var der stadig ikke for mange af. Den 15. februar 1968 noterede udvalget, at budgettet for 1968 “blev sat til ca. 1.025 kroner”. Stadsbibliotekaren i Århus kom imidlertid med den idé, at arkivet blev underlagt biblioteksvæsenet og således bl.a. fik materialer betalt her. Der var ingen arkivleder, men da Gerda Reppke alligevel skulle passe biblioteket, anså man det for naturligt, at hun også ledede arkivet.
Først i 1976, da der kom faguddannede bibliotekarer til Solbjerg, fik Gerda Reppke som en slags pension løn som arkivleder i et antal timer. Det var også i forbindelse med åbningen af et nyt bibliotek ud mod skolens idrætsanlæg, at egnsarkivet flyttede væk fra kælderen, hvor der nu blev ungdomsklub. Arkivet fik et lokale i sikringsrummene i skolens sydvestligste hjørne, hvor det i øvrigt stadig har “fjernlager” i 1998. Til toppen
Men den 28. marts 1978 fremgår det af arbejdsbogen, at der har været syn på arkivet. Bl.a. stadsbibliotekaren konstaterede, at der var “dårligt lys, der fandtes fugt, dårlig ventilation og mus …”. Det vakte også bekymring, at Gerda Reppke skulle sidde alene i det ensomt beliggende kælderrum på de mørke aftener. Den 1. maj 1978 blev der så udvidet med et kontor og et mindre arkivrum i forlængelse af biblioteket.
 |
Den første Solbjerg-bog præsenteres 13.12.1979 af arkivleder Johanne Methling og arkivets første leder, Gerda Reppke |
Den 1. maj 1978 trådte Gerda Reppke tilbage på grund af Helge Reppkes svigtende helbred, og hun overlod hvervet til sin trofaste medarbejder og formanden for egnsarkivets fire år gamle støtteforening, Johanne Methling fra Løjenkær. Skiftet blev på flere måder ulykkeligt, idet der opstod samarbejdsproblemer, som medførte, at arkivets “mor” i flere år ikke arbejdede med sin hovedinteresse.
Da Hanne Methling fyldte 70 år, blev hun den 1. september 1988 efterfulgt af Emmy Domino, som i forvejen var medarbejder på biblioteket. Gerda Reppke kom tilbage og har i de følgende ti år stort set været på arkivet i alle bibliotekets åbningstimer, så at også arkivet reelt har været tilgængeligt i 17 timer om ugen. Til toppen
3 af medarbejderne ved Solbjerg lokalarkiv. Fra venstre: Gerda Reppke, Emmy Domino og Dagny Jochumsen. September 1994 |
Biblioteksvæsenet og Emmy Domino havde den størst mulige åbenhed som mål, og biblioteket afgav 24 kvadratmeter udlånslokale, så egnsarkivet fra september 1989 fik et udstillings- og publikumsareal med ideel beliggenhed. Siden har der været et halvt hundrede skiftende billedudstillinger med stor stigning i arkivets besøgstal til følge.
Emmy Domino blev ramt af en hjerneblødning i marts 1995, og fra den 1. februar 1996 blev Harriet Rasmussen leder. Hun havde da været formand for arkivets støtteforening nummer to siden stiftelsen i begyndelsen af 1989. Der var da søgt bevilling til indkøb af et elektronisk arkiveringssystem kaldet Arkibas, og til alt held var Solbjergskolen villig til at udlåne et tidligere rygelokale ved siden af arkivet til registreringslokale. Arkivet råder i 1998 således over 5-6 lokaler. Til toppen
De kommunale bevillinger var ved Emmy Dominos tiltræden meget beskedne, således kun 750 kroner årligt til anskaffelser. En henvendelse til byrådsmedlem Edward Pedersen, Solbjerg, gav imidlertid til resultat, at Århus kommunes arkiver fik bevilget 200.000 kroner årligt i valgperioden op til 1998. Dermed fik hele det lokalhistoriske arbejde en tiltrængt saltvandsindsprøjtning.
Med Harriet Rasmussen i spidsen for 12 frivillige medarbejdere blomstrer arkivet i sit 33. år så smukt som aldrig før – og stadig med en snart 90-årig Gerda Reppke som den, der lægger flest timer i at sikre de fire sognes historie for eftertiden.
To støtteforeninger
Egnsarkivet i Solbjerg har haft to støtteforeninger i tilsammen – foreløbig – 25 år. Allerede i arkivets første år, den 28. august 1967 drøftede arbejdsudvalget oprettelse af en støtteforening eller valg af tillidsmænd i de fire sogne i Solbjerg kommune. Ønsket var at danne en kreds, der kunne øge interessen for arkivet helt ud i områdets hjørner, som kunne tage sig af udadvendt arbejde og eventuelt rekruttere nye frivillige medarbejdere til arkivet. Til toppen
Solbjerg Borgerforening gik i 1974 ind som initiativtager til en støtteforening, og den 2. september 1974 nedsattes den første bestyrelse: Bente Thomsen, formand, Johanne Methling, sekretær, Karen Larsen, kasserer og desuden Elly Rask, Thorkild Vinther, Lars Ottosen og Verner Møller. Sidstnævnte fik til opgave at danne arbejdsgrupper, der skulle 1) Indsamle materiale ved besøg hos ældre, ved uddeling af mærkater, der opfordrede til at aflevere papirer m.v. til arkivet efter ejerens død, og endelig til at formidle information, 2) Ordning af billeder, 3) Indføring af nyt materiale i tilvækstprotokollen, 4) Omvisning i arkivet, 5) Renskrivning, 6) Fotografering af ejendomme og optagelse af film, samt 7) Båndoptagelse af erindringer. Gruppearbejdet kom aldrig til at fungere efter hensigten, men støtteforeningen lavede populære ekskursioner og holdt film- og foredragsaftener
Efter det første år ønskede Benthe Thomsen at hellige sig arbejdet i biblioteket, hvor hun var Gerda Reppkes støtte, og i stedet valgtes Johanne Methling, Løjenkær. Da hun afløste Gerda Reppke som arkivleder i 1978, blev Svend Alrø Olesen formand, og han efterfulgtes i 1981 af Aage Domino. Den 16. april 1982 hedder det i protokollen: “Gerda Reppke ønsker at udtræde af bestyrelsen i konsekvens af forlist samarbejde omkring arkivarbejdet”. I september samme år indkaldte formanden til bestyrelsesmøde om krise i arkivet. Til toppen
Samtidig blev Karen Sørensen hyldet for 15 års indsats som medarbejder i arkivet – hun klippede aviser i de mange år – og det blev foreslået, at Foreningernes Fællesråds barselspotte blev givet til Gerda Reppke som en anerkendelse af hendes indsats som “mor” for arkivet. År forinden havde Gerda Reppke i øvrigt modtaget Aarhuus Stiftstidendes initiativpris for sin pionergerning. Til toppen
Protokollen meddeler den 12. april 1983, at der ikke har været arrangementer det sidste år. Bestyrelsen følte, at den var brændt ud, og på en generalforsamling den 28. marts med tre deltagere ud over bestyrelsen, blev foreningen nedlagt. Den ville kun blive genoprettet, hvis arkivlederen ønskede det.
Da Emmy Domino efterfulgte Johanne Methling i 1988, var det et ønske fra Århus kommunes biblioteker, at hun skulle søge oprettet en ny støtteforening, lige som der skulle skabes åbenhed omkring arkivet. På et møde med 30 interesserede nedsattes et arbejdsudvalg, der talte Peer Høisgaard, Grethe Sørensen, Dagny Jochumsen, Grethe Møller Larsen, Aage Sørensen, Preben Winther og Emmy Domino.
Det prægede udvalgsarbejdet, forslaget til vedtægter og den stiftende generalforsamling, at flere ønskede garanti for, at materiale afleveret i Solbjerg ikke ville blive “centraliseret” i tilfælde af lukning af Solbjerg bibliotek – en risiko, der truede på dette tidspunkt. Overbibliotekar Birgit Lind-Petersen forsikrede imidlertid, at det, der var afleveret i Solbjerg, aldrig kunne flyttes.
Den første bestyrelse bestod af Eilif Nedergaard, Ernst Sørensen, Harriet Rasmussen, Jens Nielsen, Per Aagaard, Aage Sørensen og Preben Winther. Harriet Rasmussen blev formand. Foreningen genoptog ekskursioner til områdets seværdigheder og enkelte uden for, der blev afholdt fortælle- og billedaftener på biblioteket, og foreningen arrangerede egnsarkivets 25-års jubilæum.
Da Emmy Domino brat blev slået ud af sygdom i marts 1995, engagerede Harriet Rasmussen sig mere og mere i arkivets daglige arbejde, og den 1. februar 1996 overtog hun lederposten. Aage Domino blev til gengæld formand for støtteforeningen, men han måtte i 1997 overlade hvervet til Amdi Nedergaard. Til toppen
Bøger og kalendere
Det stod tidligt klart, at egnsarkivets samlinger rummede et væld af spændende historier, der bare ventede på at blive udgivet til glæde for en større offentlighed. Gerda Reppke og andre havde allerede fået en del udgivet i Østjysk Hjemstavn og i Aarhus Stifts årbøger. I 1975 indhentede Edward Pedersen tilbud på en bog på 300 sider, men da hvert eksemplar ville koste et par hundrede kroner, og da bogen alligevel næppe kunne rumme mere end et udpluk af materialet, blev planen skrinlagt.
Den 19. oktober 1977 tog Aage Domino som formand for Foreningernes Fællesråd initiativ til et møde med Gerda Reppke, Johanne Methling og Edward Pedersen. Ideen var nu at udgive “fire hæfter”, f.eks. med et års mellemrum. Støtteforeningen ville stå som udgiver, men den ville ikke påtage sig den økonomiske risiko.
“Der skal være en god portion populært stof i bøgerne, der ikke skal stå som historiske monumenter, men som skal bygge på det historiske og folkelige stof, der allerede foreligger” hed det i oplægget fra initiativtagerne. De fire fik støtteforeningens formand, Svend Alrø Olesen, med i redaktionsudvalget, og gruppen påtog sig selv ansvaret for den økonomiske side af sagen. Der var ret hurtigt 400 forudbestillinger, og den første bog på 176 sider til 60 kroner blev snart udsolgt. Bogen udkom i 1979 i et oplag på 1.000 eksemplarer. Bind nummer 2 på 284 sider til 110 kroner udkom i 1981 ligeledes i 1.000 eksemplarer.
Så var kræfterne også midlertidigt brugt op, og der var opstået samarbejdsproblemer omkring arkivet, bl.a. således at Gerda Reppke og Aage Domino ikke kom på arkivet i flere år. Til toppen
Efter 1988 trådte redaktionsudvalget sammen igen. Johanne Methling ønskede dog ikke at være med, og i stedet indtrådte Harriet Rasmussen i udvalget. Ved arkivets 25-års jubilæum den 23. april 1992 – en fest, som alle tidligere arkivledere og alle tidligere redaktionsmedlemmer deltog i – udkom bind 3 på 174 sider. Prisen var 125 kroner, og samtidig kunne de to første bind meldes udsolgt. Bind 3 solgtes langsommere end de to første, men økonomien blev klaret, uden at redaktionens medlemmer kom til at betale af egen lomme. Der var nu udgivet godt 600 sider med ca. lige så mange billeder, men der var stadig emner, som trængte sig på. I 1997 samledes redaktionen – som nu var udvidet med Johan Bursche – for at forberede den sidste bog.
Da Emmy Domino blev arkivleder i 1988, var der officielt kun nogle få hundrede offentlige kroner at bruge af, og budgettet tillod slet ikke anskaffelse af hjælpemidler til affotografering, lysbilledfremvisning, video m.v.
Arkivet i Borum havde fundet på at skaffe penge ved at udgive en lokal kalender, og i 1990 gik Aage Domino i gang med at lave en Solbjergkalender. For at skabe større baggrund for salget og for at få hjælp til det praktiske arbejde, blev FDF/FPF inviteret med som udgiver. Siden har Aage Domino sørget for billeder og tekster samt for trykningen, mens FDF tegner 24 lokale annoncer, skaffer sponsorer, holder regnskab og organiserer salget. Via FDF sørger Gunnar Hauerslev nu for opsætning af kalenderen. De otte udgaver 1991-1998 har hvert år givet et pænt overskud til de to udgivere, men en vigtig sidegevinst er opmærksomhed omkring egnsarkivet og tilgang af mange spændende billeder, når kalenderen omtales i aviserne. Til toppen
Fra bogen “Fire sogne omkring Solbjerg” Bind 4. 1999:
3) Trafikministeren fra Onsted
Af Johan Bursche
I dag er det næsten glemt, at der i begyndelsen af 1900-tallet boede en folketingsmand i Onsted. Årsagen til, at han så hurtigt blev glemt, kan være, at han var tilflytter og kun boede i Onsted en halv snes år. Men i Onsted-tiden var han ellers med i den kreds af politikere, der grundlagde Det Radikale Venstre, og han nåede endda så langt som til et – ganske vist kortvarigt – ophold på en ministertaburet.
Jens Jørgen Jensen blev født nytårsdag den 1. januar 1860 i Virring. Forældrene var husmand og stenhugger Jens Pedersen fra Tulstrup og Ane Johanne f. Nielsen fra Ingerslev. Jens Pedersen havde tilnavnet Norge, men der foreligger ingen oplysninger om, hvorfra han har fået dette navn.
Jens Jørgen Jensen gik i Virring skole i 7 år fra 1868 til 1875, og efter konfirmationen flyttede familien til et hus på Ellelausvej i Hvolbæk. Jens Jørgen arbejdede som tjenestekarl på forskellige gårde inden han i 1881 som så mange andre søgte lykken i USA, hvor han bosatte sig i staten Ohio sammen med en kammerat fra Danmark.
Inden afrejsen var han blevet forlovet med sin fremtidige ægtefælle, der hed Johanne Rasmussen og stammede fra Svejstrup Østergaard mellem Skanderborg og Ry. De holdt forbindelsen ved lige, men hun var åbenbart ikke indstillet på at bryde med familie og venner, så efter 4 år vendte Jens Jørgen Jensen hjem til Danmark. I 1886 blev han gift med Johanne, og han må have klaret sig rimelig godt i det fremmede, for han var i stand til at købe en lille landejendom i Mjesing, men han har måske også fået økonomisk støtte fra ægtefællens velstillede familie. Til Toppen
I 1895 blev han valgt til sognerådet i Adslev-Mjesing, hvor han straks blev kasserer og fra 1897 sognerådsformand. Samme år stillede han op til folketingsvalg for Venstrereformpartiet i Bjerre-kredsen mellem Horsens og Vejle, men han opnåede ikke valg.
I 1899 flyttede ægteparret til Onsted, hvor han købte Onstedgaard med den nuværende adresse Hvilstedvej 4. Ved folketingsvalget i 1901 blev han valgt i Bjerre-kredsen, og han genvælges i 1903. Ud over husmandssagen beskæftiger Jensen (Onsted), som han kaldes i rigsdagen, sig med med afholdssagen og med trafiksager. Til Toppen
Allerede dengang drøftede man bygning af en bro over Lillebælt, som han gik imod, og han var også modstander af at anlægge dobbeltspor på jernbanen over Fyn. I stedet gik han ind for udbygning af jernbanen fra Roskilde over Holbæk til Kalundborg, og han var fortaler for en færgeforbindelse mellem Kalundborg og Juelsminde. Men Juelsminde ligger jo også netop i Bjerre-kredsen, hvor han var valgt!
Efter at Landstinget i 1902 havde nedstemt en traktat om salg af De Vestindiske Øer til USA, blev der nedsat en kommission, der skulle stille forslag om ophjælpning af øernes økonomiske forhold. Danmark og USA havde forhandlet om sagen siden 1864, og i de mellemliggende år var der ikke foretaget investeringer på øerne.
Jens Jørgen Jensen blev Folketingets repræsentant i kommissionen, der besøgte øerne i 3 måneder i 1903. Hans kenskab til det engelsk/amerikanske sprog har nok spillet en rolle, da tinget skulle udpege en repræsentant, for dengang var det ikke almindeligt, at folketingsmedlemmer kendte til andet sprog end Dansk, som nogle af dem måske knap nok mestrede. Et ubekræftet rygte vil vide, at han skulle have fået tilbud om at blive guvernør på øerne, men den nye guvernør blev i stedet kommissionens formand, departementschef F.T.M.M.Nordlien fra Ministeriet for Offentlige Arbejder.
I 1904 var Jens Jørgen Jensen medvirkende ved oprettelsen af mejeriet i Ny Solbjerg, og han var mejeriets første bestyrelsesformand indtil 1908. Til Toppen
Året 1905 blev dramatisk i dansk politik. Venstrereformpartiet, der havde regeringsmagten, var dybt splittet om udgifterne til forsvaret, og en række politikere, heriblandt Jens Jørgen Jensen, brød med partiet og dannede et nyt, Det Radikale Venstre, der lige siden har stået for besparelser på militæret. Men Jensen (Onsted) “fylder” godt nok ikke meget i selskab med så markante personligheder som C.Th.Zahle, Ove Rode, Edvard Brandes, P.Munch og Erik Scavenius.
Ved valget i 1906 opnåede han ikke stemmer nok til at blive valgt, men på hjemmefronten blev han i 1907 indvalgt i sognerådet i Astrup-Tulstrup-Hvilsted, hvor han straks blev formand. Da han i 1909 genopstillede for Det Radikale Venstre i Maribo-kredsen, udtrådte han af sognerådet. Han blev heller ikke denne gang valgt til Folketinget, men senere på året kommer kulminationen på hans politiske karriere.
Venstrereformpartiet var i dyb krise efter sprængningen i 1905 og Alberti-skandalen i 1908, så i 1909 overtog Det Radikale Venstre regeringsmagten med C.Th.Zahle som konseilspræsident. Zahle bestred også posten som justitsminister, Erik Scavenius blev udenrigsminister, P.Munch indenrigsminister, Edvard Brandes finansminister, og blandt de mere anonyme ministre finder vi Jens Jørgen Jensen som minister for offentlige arbejder, svarende til nutidens trafikminister. Til Toppen
Jensen tiltrådte den 28. oktober 1909, men hans ministertid blev hverken lang eller glorværdig, for efter blot 97 dage “på taburetten” måtte han træde tilbage den 2. februar 1910 på grund af nogle fornærmelige udtalelser om et par officerer. Det kunne være interessant at vide, hvad han egentlig sagde, men det har ikke været muligt at finde noget direkte referat. P.Munch omtaler sagen således i sine erindringer:
En besværlig Sag havde vi, som stod i Forbindelse med Militærspørgsmålet. Trafikminister Jensen, Onsted, fremsatte ved et Møde i Randers nogle Udtalelser, der ansaas for fornærmelige for Officererne. Der kom hæftigt Røre blandt disse. General Gørtz tog Sagen op med megen Bitterhed. Jensen, Onsted synes ikke at have haft Blik for, at Udtalelser som ikke ville have interesseret meget, hvis han ikke havde været Minister, nu kunde føles som en Krænkelse. Han gik ikke til Zahle med Sagen, men forhandlede den til at begynde med med Forsvarsministeren og Officererne. Han kom derved ind i saa megen Uklarhed, at Zahle og han, efter at Zahle var blevet bekendt med Sagen, blev enige om, at det var bedst, at han traadte tilbage. Det skete i Begyndelsen af Februar. Det gav Anledning til hæftig Polemik i Oppositionspressen, og i vore Kredse følte man sig ret trykket derved.
Det bliver man jo ikke så meget klogere af, men Jens Jørgen Jensen blev i alt fald aldrig senere tilbudt nogen ministerpost. “Blæksprutten” satiriserede over sagen i en lille tegning med teksten “det morede Jensen Onsted mere, da han frit kunde køre [altså gratis med DSB. Red.], end da han pludselig maatte gaa”.
Onstedgaard blev solgt i 1912, og familien flyttede til Tranbjerg, hvor Jens Jørgen Jensen etablerede sig med en fortinningsanstalt, et fag som han havde lært i USA. Virksomheden og bopælen har i dag adressen Tranbjerg Hovedgade 62. Denne ejendom var senere i mere end 50 år adressen på byens læger, fra 1927 til 1966 var det Helge Laursen. Til Toppen
Også her kom Jens Jørgen Jensen i sognerådet for Holme-Tranbjerg i årene 1917 og 1918, heraf en del af tiden som formand. Men landspolitikken trak stadig, og efter et par forgæves opstillinger i 1913 og 1914 indvælges han i 1918 i Folketinget på et tillægsmandat i Vinderup-kredsen ved Skive, en af de radikale højborge. I tinget blev han politisk ordfører for Det Radikale Venstre.
En af hans hjertesager var en reform af fattiglovgivningen, hvor hjemsteds- og forsørgelsesbestemmelserne gav anledning til megen splid mellem kommunerne indbyrdes, som det er beskrevet i en artikel af Gerda Reppke i nærværende bog. Men først i 1933 blev der rettet op
Karikaturtegning i Blæksprutten 1910: “Det morede Jensen Onsted mere, da han frit kunde køre, end da han pludselig maatte gaa” |
| Til Toppen |
på disse forhold med Steinckes socialreform.
Ved valget i 1920 gled Jensen (Onsted) ud af tinget, og han opnåede heller ikke valg i 1924, 1926 og 1929.
I 1923 var han flyttet fra Tranbjerg til Torrild på den nuværende adresse Bygaden 34.
| Til Toppen |
Her døde han den 29. august 1933 og blev begravet på Torrild kirkegård. Der var ingen børn i ægteskabet, men parret adopterede en dreng ved navn Thorvald, og rundt om på egnen lever der stadig slægtninge.
Fra bogen “Fire sogne omkring Solbjerg” – Bind 3. 1992: side 99-112
4) Dagligt liv i Astrup i 1920’erne
af Poul Clementsen
Efter at have været borte fra egnen i mere end 60 år flyttede Poul Clemensen og hans kone i 1990 til Solbjerg, og kort tid efter fortalte han i egnsarkivets støtteforening om sine drengeår i Astrup i 20’erne. Foredraget har været udgangspunkt for de følgende erindringer om folk og huse i landsbyen for 60-70 år siden:
Jeg hedder Poul Clemensen og er født 1912 som søn af smedemester Morten P.Clemensen og hustru Ane Marie. I 1917 købte mine forældre Astrup smedie af Frits Henriksen. De drev smedien indtil 1946, da de solgte den til Christen Damgaard Jensen. Jeg forlod Astrup som 16 årig og var et år i koloniallære. Senere arbejdede jeg på et cykle en gros lager, men var i mellemtiden soldat i 14 måneder.
1935 startede jeg en cykle og radioforretning i Thorsø ved Hammel. Der boede vi i 17 år. Fra 1952 til 1971 drev min kone Eva og jeg en papir- og legetøjshandel i Risskov.
Vi har været pensionister siden da, og det er et tilfælde, at vi fik lejlighed i Solbjerg i 1990. Det er vi meget glade for, da det først er nu som voksen, at det rigtigt går op for én, hvilken dejlig natur, vi er omgivet af her.
Lader vi nu tankerne gå tilbage, så både Astrup og Solbjerg helt anderledes ud, end de gør i dag. Østergårdsvej havde dengang intet navn og var blot en almindelig vej uden fortove, og den snoede sig let op igennem byen. Der var grøfter på begge sider, og man så tit geder græsse bundet ved et rendetøjr. På det tidspunkt var græsset jo ikke forgiftet af benzinos.
Vejen var heller ikke asfalteret men belagt med skærver (et Jens Vejmand produkt), og de var kørt godt sammen af en tung vejtromle. Vejen slog dengang et slag syd om sognefogedens gård, i dag nr.275, hvor dyrlæge A. Moestrup har praksis. Den nye vej over “røde mose” blev først etableret midt i 30’erne.
Hvis du nu har lyst kære læser, så lad os følges ad en tur op igennem det gamle Astrup, som jeg i erindringen husker det.
Jeg vil så prøve at tegne et billede af huse, gårde og mennesker. Først passerer vi på højre hånd nr.275, sognefogedens gård, Frydenslund. Han hed Anders Andersen, og en sognefoged var dengang sådan set politiets forlængede arm. Det var dog nok mest i kontormæssig henseende, men han havde flere mindre hverv.
Længere oppe ad bakken har vi på venstre side nr.266, gården Aldersro. Ejeren hed S.P. Nielsen. Jorden er nu udstykket til villaer, og der er beboelse i alle fire længer. Den fremtræder meget velholdt. Lidt længere fremme har vi på venstre hånd en grusvej, der fører ned til gården “Lystenlund”, som nu er udstykket, og udhusene er fjernede. Stuehuset er FDF/FPF’s tilholds-sted.
Noget vest for gården lå der lidt kratskov, hvor vi børn gerne måtte lege. Vi kaldte den Søren Raskes skov, så den har nok tilhørt det nuværende nr.249.
“Lystenlund’ ‘s ejer hed Søren Jørgensen og hans kone Mine. Det var ældre folk, og jeg husker, da Mine døde. Jeg var nemlig nede med en krans, og jeg var meget benovet over at blive inviteret ind til et stort frokostbord. En tid efter Mines død, blev gården solgt til Jens Mogensen.
Vi fortsætter vor spadseretur, og på højre hånd har vi nu et hus nr.267. Her boede i min drengetid en maler ved navn Østergaard, og jeg tror hans kone hed Mary. Hun havde en lille systue. De flyttede senere til Tranbjerg.
På Astrup “Nedergaard”, nr.265 boede Niels Svendgaard med sin kone Amalie. Der var flere børn, og jeg og mine søskende var skolekammerater med flere af dem. Niels Svendgaard var sognerådsformand. Han sad også i sparekassen, ligesom han sikkert også har haft flere andre tillidsposter. Jeg vil i den forbindelse lige erindre om, at på den tid ordnede sognerådet alle kommunens sociale og økonomiske forhold. Idet daglige nok mest overladt til formand og kasserer. Det er da ganske morsomt at tænke på, når vi i dag ser hvor mange mennesker, der skal til for at styre en kommune.
Nr.258 var dengang kun et lille rødstenshus med værksted i den ene ende, og der boede et ældre ægtepar – Karetmager Anders Jensen med sin kone Mette. Nu som voksen kan jeg pludselig se, hvilken dygtig håndværker Anders var. Han havde ingen maskiner overhovedet, det eneste var en slibesten, som Mette trak for ham. Han havde mange slags værktøj. Der var save, stemmejern, forskellige sjove høvle og meget andet, som det var spændende at se, ham bruge.
Et par gange om året fik han et læs bøge- og askeplanker hjem, og de blev så forarbejdet med håndkraft. Hvis man har lidt kendskab til, hvordan trætøjet i en gammel arbejds- eller fjedervogn ser ud, ja da kan man let forestille sig, hvilke fine håndværkere de gamle var. Anders var meget glad for at fiske, og han mente nok at vide, hvad der var værd at vide om den sag. Men – han kunne dog komme i tvivl. En dag kom han hen til os og sagde. “kender du sådan et par fyre, Marie, for så må du gerne få dem – for Mette vil ikke have dem”.
Det ville mor gerne, for det var nemlig et par lækre Suder – måske de eneste, der er fanget i mosen, hvor de så ellers er kommet fra. I 1936 holdt Anders og Mette op, og huset blev solgt til uldhandler Christian Petersen. Som noget helt helt nyt kørte Chr. Petersen rundt i bil og solgte uldtøj et, tidligere kørte uldhandlerne rundt på cykle, eller travede rundt med sækken på nakken.
Nr.261 var indtil 1920 beboet af familien Øvlisen. Søren var imidlertid død i 1916, og i 1920 besluttede familien at udvandre til Amerika. Indboet blev solgt på auktion, og ejendommen blev købt af Niels Svendgaard. Han solgte den igen i 1927 til gartner Hans Jensen. Familien havde indtil da boet i et ret ringe hus, der lå på hjørnet af Busketten og præstegårdshaven.
I det nuværende nr.253 boede Slagter Rasmus Peter Olesen med sin kone Johanne. Ras Peter kørte med sine to nordbagger rundt på gårdene og opkøbte spædkalve. De blev så slagtet i hans slagtehus, og engang om ugen kørte han dem til Århus i fjedervognen. Min mor fik undertiden nogle kalvehoveder, som hun lavede den herligste kalvesylte af. Det var guf på skolemaden. Deres søn Johannes var imidlertid kommet hjem fra Amerika, og i 1927 købte familien en ejendom i Dyngby, hvor vi har besøgt dem.
Slagterforretningen blev solgt til slagter Carl Lind, som kørte rundt og solgte kød fra sin bil. I løbet af det sidste tiår var der nemlig begyndt at komme biler til byen. Jeg vil lige minde om, at på den tid slagtede slagteren selv de dyr han skulle sælge, mens han i dag faktisk er butikssvend og pølse-mager. Fuld respekt også for disse fag.
I nr.256 boede en ældre kone, som hed Trine Mortensen. Jeg husker hende kun svagt, men jeg ved, at hun flyttede til Løjenkær til et af de første huse på højre hånd. Huset i Astrup blev købt af Peder Pedersen og hans kone Karen Marie. I daglig tale lød han navnet Pe’Murer. De havde tidligere haft en lille ejendom, der hed Askkrogen.
Mine forældre fik mangen et spil kort med de to, og jeg husker, han var uforlignelig til at fortælle en anekdote. Vi børn kiggede altifd spændt på ham, når han begyndte: “hja – så’en hover a, der va` engaang . . . .”
På højre hånd kommer vi nu til nr.249, en firlænget gård med to store popler ud mod vejen ved indkørselen. Ejeren hed Søren Rasmussen og Sørine, i daglig tale Søren Rask. Der var tre børn, Peder – Maren og Anton, forøvrigt den Anton, der skænkede kirken klokkespillet ved sin død. Det var herlige mennesker at have som genboer, og Søren Rask har fortalt mange sjove historier i smedien. De begyndte gerne: “Ja, som I jo nok ved…”, og så fik vi fortsættelsen efterhånden, som den halvlange pibe blev stoppet med Obels Melange og blev tændt. Så bredte stilheden sig, mens spændingen steg. Selv om maskinalderen allerede dengang var i fuld fremgang, så hørte Søren jo til den gamle skole. Han såede for eks. med hånden, men først når jorden var “tillaws”.
Når så høsten kom, og selvbinderne drønede på de andre marker, ja så kørte sønnen Peder med et apparat, der kaldtes en aflægger. Den høster kornet og lægger det i passende bundter, som så bindes med hånden. Maskinen kan i dag ses på GL. Estrup landbrugsmuseum. Gården blev solgt i 1982 ved Peders død og er nu depot for olieselskabet Hydro.
Trods det at vi var naboer, husker jeg ikke meget om beboerne i huset nr.248, der var fodermesterbolig til Hestekærgård. Jeg husker dog, at Skonnert Hans med kone og to børn, Maja og Karl, en overgang boede i huset. Jeg tror, deres mor malkede på gården, men jeg kan dårligt forestille mig Hans som fodermester. Så vidt, jeg ved, var han søn af Skonnert Pi’e, i Pederstrup. Hans var en herlig fyr, som jeg først kom rigtig til at kende, da jeg var andenkarl på Løjenkærgård, og han hjalp os med høsten. Han høstede for, og jeg bandt op, og da det var ret store indtægter (marker), arbejdede vi en del sammen. Han forkede også op, da vi kørte korn hjem.
Hans var en god skytte, og når han var ude med bøssen, skete det vel nok, at han fik en fasan eller hare på tasken på den forkerte side af skellet. I folkemunde og også i børnebøgerne var krybskytte på den tid et væmmeligt ord. Jeg har dog i tidens løb fået et mere nuanceret syn på det ord. Jeg har nemlig truffet flere mennesker, der blankt på tomandshånd indrømmer, at de kan blive helt salige ved tanken om en tidlig sommermorgen at vandre ad en skovsti (på fremmed grund) og måske få en buk på kornet. Lad mig tilføje, at det ikke var folk, der manglede smør på brødet.
Gården Hestekærgård var i min tidligste barndom ejet af Niels Sørensen og hans kone Ane. Der var tre børn, Søren Per og Georg. Omkring 1920 solgte de gården til Holger Mikkelsen og hans kone Inger. Ægteparret havde flere børn, og i dag er det sønnen Ivar, der har gården. Holger Mikkelsen var sognefoged i mange år, idet han efterfulgte Anders Andersen. Det må tilføjes, at familien Sørensen flyttede til Solbjerg til Hovedgaden nr.38, som de vistnok byggede.
Herefter kigger vi ind til smeden, nu nr. 246, hvor ilden buldrer i essen, og gnisterne fyger fra ambolten, medens vi ihukommer det gamle ord, at himmerig i smedien er bag smedens r… – Det var en gammel hvidkalket kampestenssmedie i 1917, da far købte den af Fritz Henriksen, hvis far havde drevet den fra 1877. Den eneste maskine, der fandtes, var en hånddrevet boremaskine til håndsmedede bor, samt en gammel blæsebælg. Far var ikke meget for at investere, så bortset fra en hjemmelavet centrifugalblæser gik der adskillige år, før der kom mere mekanik ind.
Smedien lå tilbagetrukket, så stuehuset lå frit, og ud mod vejen var der en gårdsplads med et beslagskur, hvor hestene blev skoet. Jeg må vist lige nævne mine søskende. Jeg havde en broder, som hed Knud. Han var udlært maskinarbejder hos Ladegaard i Odder, og han arbejdede derefter i mange år på DSB’s Centralværksted. Han er død nu i 1991. Så har jeg en søster ved navn Anna. Hun begyndte ligesom vi andre som tyende hos bønderne, men som attenårig rejste hun til København. Der kom hun ligesom lidt mere på sin rette hylde, og i mange år var hun afdelingsleder i Magasins Bogafdeling i Lyngby. Som andre børn på den tid var vi tidligt med i arbejdet, og jeg klarede som 11-årig at bruge den lille forhammer, når jeg stod på en lille forhøjning. Det skete også, at smedekonen måtte ud at bruge forhammeren. Om vinteren har jeg tit været oppe at slå med forhammer til 6 hestesko, inden jeg skulle i skole.
Det var et slid at være smed den gang, og det tog hårdt på far at sko de store heste, da han altid selv holdt benet op på dem.
I nr.244 boede tre søskende, Marie, Mariane og Søren Andersen med tilnavnet Kok. De var alle ugifte og de to sidstnævnte var ringer og graver ved Astrup kirke. I 1932 overtog Holger Jensen disse hverv, og i 1950 købte Holger Mikkelsen huset og moderniserede det. Det var bygget år 1900.
På modsat side af vejen, med et dårligt dæksel og omtrent groet til i tidsler og andet ukrudt, lå Gåjekjalden. Denne gamle bybrønd blev kun lidt brugt, men Marie Rahbek havde ingen brønd, så hun brugte den. Vandet blev hejset op med en spand. Jensine Hedegaard boede i nr.242. Hun var ugift. Huset har været i familiens eje siden 1878, da det blev købt for 680 kr. Jeg mener at have hørt, at der engang har været købmandsforretning. Der findes billeder af huset i lokalsamlingen.
Næste hus på venstre hånd er nr.240. Her boede Marie Rahbek, enke efter Knud Jensen Rahbek Møller. De havde købt huset i 1890. Vi kendte Marie ret godt, da hun hørte til husets venner. Hun gav et nap med i huset eller når der ved andre lejligheder kunne være brug for lidt hjælp. Marie holdt meget af at spille kort, og hun lærte vi børn at spille servindsel – et spil, der senere blev kaldt esmakker og blev spillet meget i byen. Om vinteren syede Marie kludesko for folk, når de selv kom med kludene. Sålerne blev håndstukket med bjørnetråd nr. 00, og “overet” blev syet på en museumsgenstand af en symaskine. Den virkede imidlertid godt i al sin enkelhed. Det blev til nogle gode varme sutter, hvilket der var god brug for på en tid, hvor det ikke var så almindeligt med gulvtæpper.
Om sommeren passede Marie tørv i mosen, og tjente derved til noget brændsel. Hun flettede også net til tørveketchere. Marie have to døtre, Ella, som har haft en stilling i Århus, og Kirstine, som var gift med maler Justesen i Solbjerg. Huset i Solbjerg er stadig i familiens eje. Marie døde omkring 1934, og jeg ved, at på et senere tidspunkt blev huset købt af Anders og Emma Olsen, der i mange år drev et gartneri på Balskildevej.
På højre side i nr.239 var der købmandsforretning. Købmanden hed Anton Riis, og der var to sønner og en datter. Anton og drengene var musikere, og de spillede blandt andet til juletræsfesterne i skolen. I 1928 dannede man en brugsforening i byen og købte ejendommen af Anton Riis, som flyttede til egnen syd for Odder. Jeg husker ikke byens navn, men han havde et hønseri der.
I 1932 fik Astrup ny ringer og graver, idet Holger Jensen overtog hvervet efter Søren Andersens Kok. Holger Jensen er søn af vognmand Jens Jensen, der iøvrigt i 1938 købte Østergårdsvej 242. Holger byggede Østergårdsvej 237, og i 1991 bor han på plejehjemmet Elmevang.
I min drengetid var nr.234 en firlænget gård, men i dag er den udstykket, og der er kun stuehuset og to længer tilbage. Manden i gården hed Rasmus Gammelgaard Simonsen, og hans kone hed Maren. Ras Simonsen var oprindelig uddannet som arkitekt og bygmester i København, og det fortælles, at han arbejdede med på Marmorkirken. Her på egnen har han bygget mange ting, bl.andet den gamle doktorbolig i Solbjerg. Jeg husker tre børn i familien. Julie, som var gift med J.P. Jochumsen, Elmegård på Mustrupvej, Agnes, der var gift med Hans Jochumsen, Drammelstrupvej 314, samt Viggo, der overtog gården i 1925. Noget senere byggede Rasmus Simonsen nr.232, hvor han og Maren flyttede ind.
Nr.228 var beboet af en enke, der hed Petrea Poulsen. Vi kendte hende ikke så nøje, men jeg gætter på, at hun var enke efter en gårdejer, da hun ejede et tørveskift i Astrup mose.
Der fortælles, at hjørnehuset, der ligger næst efter, har været kapellanbolig og privatskole. Jeg ved dog ikke i hvilken rækkefølge. Jeg ved det ikke bestemt, men mener, at det var Jens Rask’s far eller svigerfar, der boede i huset, men jeg ved, at senere flyttede Jens Rask’s enke Margrethe ind.
Vi vandrer nu videre og har den frilagte smukke præstebolig på højre hånd. I 20’erne lå op mod kirkegården den gamle stråtækte forpagterbolig og på østsiden en staldlænge. Begge bygninger er i dag væk. Forpagterparret hed Kristian og Johanne Sejer, og min broder, der har tjent hos dem en sommer, berømmede Johanne som en dejlig madmoder. Der var to sønner, hvoraf den ældste hed Boje. Han gik i Odder Realskole, hvad der var noget helt specielt på den tid.
I nr.215 boede dengang murer Jens Jensen. Jeg husker ikke meget andet om ham, end at han var en venlig mand. Husmandsforeningens gedebuk var opstaldet i hans gedesti. Nr.217 hed dengang fattighuset. Jeg husker ikke meget om beboerne, men der boede en gammel kone, der hed Sidsel, og på et andet tidspunkt en møllebygger Petersen med familie.
Den nuværende frugtplantage nr. 219 var dengang en almndelig landejendom, og jeg har tjent en sommer på halvtid. Ejeren hed Mads Peder Jensen og hans frue Dagmar.
På Mustrupvej 1 husker jeg først Anna og Søren Christensen. Der var tre børn Hans, Inger og Kirsten. Jeg gik i klasse med Inger. I 1927 solgte de gården til Peder Pedersen, hvorefter de flyttede til Viby.
Mustrupvej 2, Enggård, ejedes af Lauritz Møller.
Ejerne af Astrup Nygård, Mustrupvej nr.4 hed Jens og Margrethe Rasmussen. De var vældig rare mennesker. Der var flere børn, og jeg var meget gode venner med den ældste søn, Aage. Jens døde i 1942, og Margrethe drev gården indtil 1952, da en søn, Viggo overtog den.
Astrup Overgård, nu Mustrupvej 6 blev i 1916 købt af Chr. og Dorthea Gertsen. De havde tre børn, Knud, Anna og Agnes. Ved Chr. Gertsens død overtog Knud gården. Knud døde i 1982.
Fortsætter vi ud af Mustrupvej, har vi lidt borte på venstre hånd Elmegård. Den tilhørte J.P. Jochumsen og hans kone Julie. J.P. Jochumsens broder Hans havde gården Drammelstrupvej 314. Hans kone hed Agnes og var en søster til Julie. De var dejlige mennesker og hørte til vore bedste venner.
Det var så huse og mennesker i Astrup by, og vi slutter vor lille spadseretur her.
_______________
Astrup mose har for mig altid været forbundet med nogle af barndommens bedste minder. Det var nok lidt atypisk, at vi i vor familie brugte mosen så meget, som vi gjorde. Vi kunne for eks. en sommeraften tage i mosen hele familien med en madkurv og en flaske saft, og så spiste vi og nød naturen. Det var herlige aftener, og jeg kan endnu i tankerne mærke duften af nyslået græs, siv og vilde blomster. Ind imellem hørtes et plask af en fisk, der sprang efter en flue. Senere kom mosekonens bryg langsomt glidende, men så var det også tid at drage hjemad.
Vi havde selvfølgelig fiskestangen med sådan en aften, og i det hele taget hentede vi mange måltider mad i mosen. Der var mange fisk, især gedder, og de var ikke svære at fange. Det var måske nok en lidtringeagtet kost på den tid, men i dag ved vi, at det er en sund spise.
Dengang – før sænkningen af Solbjerg Sø – var vandspejlet jo halvanden meter højere end i dag, så om vinteren var alle læggepladserne (til tørvene) oversvømmet. Det er ikke svært at forestille sig hvilken pragtfuld skøjtebane, der var, blot det var stille vejr den første frostnat.
Nå – mosen var jo ikke kun fornøjelser, der blev også gravet tørv, og det må jeg vist hellere fortælle lidt om. Som nævnt ovenfor stod vandet dengang halvanden meter højere end i dag, så gravene var ret dybe. I det hele taget har mosen et helt andet udseende i dag, efter at der under anden verdenskrig blev gravet en del tørv.
Men altså tørvegravning i 1925. Værktøjet var først en solid trækasse på Ca. 2 x 3 m. og 30 cm. høj. Der var en form til 25 tørv, en trillebør og et par store træskostøvler.
Og så må jeg ikke glemme en ketcher – et redskab, man brugte til at skrabe tørvedyndet op med fra bunden af den dybe grav. Kort fortalt bestod den af et langt smækkert skaft monteret vinkelret på en ring af 8 cm. bredt fladjern. Ringen var skarp på den ene side, og der var boret huller hele vejen rundt således, at den kunne påmonteres et net. Nettene lavede Marie Rahbek. Så sejlede man ud og ketchede tørvedynd op, og det blev trådt itu med de store træskostøvler. Dernæst blev det kørt op til formen, som lå på læggepladsen. Nogle dage efter blev tørvene stillet på højkant, så de kunne tørre på begge sider, for senere igen at blive stakkede. Jeg mener at huske, at prisen for at passe 1000 tørv var 50 øre. Jeg har læst, at Århus Å har sit udspring i Tvillingskoven i Astrup. Det kan i sagens natur så kun være i mosen, man mener, men jeg har aldrig hørt om nogen Tvillingskov.
På det kulturelle område har Astrup vel nærmest lignet 1000 andre landsbyer i Danmark, og hvad ved man som barn om kultur – man kender knap nok ordet. Jeg vil dog gerne fortælle lidt om, hvordan jeg opfattede den side af livet.
Jeg følte, at det kulturelle liv nærmest var centreret omkring højskole, kirke og præstegård. Der var dog også et lille bibliotek i skolen, hvor det nok var Johan Skjoldborg, Jeppe Aakjær og Thomas Olesen Løkken der repræsenterede de fleste udlån. Kirken var i almindelighed godt besøgt, og ind imellem samledes konerne i præstegården, hvor de lavede forskelligt håndarbejde. Det blev solgt til fordel for Østerlandsmissionen. Der var også unddomsmøder i præstegården, og om sommeren var der Bazar i den smukke præstegårdshave. Overskuddet gik til forskellige kirkelige formål.
_______________
På højskolen var der om vinteren et karlehold, og om sommeren et pigehold. Jeg tror godt, man kan sammenligne det med, at vore dages unge tager på efterskole. Omegnens unge brugte også højskolen til gymnastik, og der var jævnligt foredrag med gode foredragsholdere. Mit første møde med Holberg havde jeg på højskolen. Nogle lærere spillede “Jeppe på bjerget”. Det var en herlig oplevelse, selv om kulisserne kun var gråt papir. Det havde ingen betydning, for fantasien var i orden.
Om vinteren var der gerne dilettant på afholdshjemmet i Solbjerg, og jeg husker endnu flere af forestillingerne fra dengang.
Bevæger jeg mig lidt ind på de sociale forhold, – ja så er det faktisk lidt, som at røre ved en varm kartoffel. Lad mig dog sige med det samme, at et barns fornemmelse ikke absolut behøver at stemme overens med virkeligheden, men jeg følte, at der var meget stor klasseforskel. Vi følte at dagligdagen var gennemsyret af den, og vi mærkede det ikke mindst i skolen, selvom det absolut ikke var lærernes skyld. Men hvis man var barn af daglejer N.N., og ens evner ikke rakte længere end til den sidste femtedel af klassen – ja så var man altså bare ingenting.
Når far hver tredie måned var ude med regninger, så var der enkelte steder, hvor han ligefrem havde sommerfugle i maven. Han følte det nedværdigende at skulle stå skoleret, medens regningen blev gennemgået post for post, og det lød: “Skal du virkelig have så meget for det, og koster det da virkelig 50 øre at få en cykle lappet o.s.v.”. Og det var med garanti ikke for dyrt.
Men lad os gå over til den mere muntre side af tilværelsen. Hver vinter holdt man de store kaffegilder for venner og bekendte. Jeg kan bedst beskrive det, som det foregik i mit eget hjem. Man holdt gilderne over flere dage afhængig af, hvor mange gæsterman havde plads til, og hos os var det gerne over to dage. Jeg glædede mig altid længe i forvejen, for sådanne aftener kom der virkelig lækkerier på bordet. Mor var god til at bage, hun var udlært kogejomfru, hed det vist dengang, på Tornøs hotel i Kerteminde. Det begyndte med en stor gryde chokolade, hvortil man fik boller med smør. (Smør var ellers ikke daglig kost). Derefter var der kaffe med mange slags brød. Der var horn og Wienerbrød, Svesketærte og lagkage samt mange andre lækre ting. Derefter trak konerne sig ind i “den pæne stue”, og mændene fik sig et slag kort. Lidt senere blev der serveret øl og sodavand, og inden man skiltes, fik man en lækker dessert.
Vi levede i en tid, hvor den store udvikling, som min generation har oplevet, var begyndt. Som 14-årig var jeg andenkarl på Løjenkærgård, og i 1927 kørte vi stadig med heste og eenfurede plove. Vi havde selvbinder. Mejetærskerne kendte vi kun fra udvandrerbrochurerne.
Og hvordan var det så at være ude at tjene dengang? – Ja, om sommeren var arbejdstiden fra kl. 6.00 til kl. 18.00. Vi havde halvanden times middag samt en halv times frokost, så hestene kunne få lidt at æde. Vi var dog oppe kl. fem for at fodre og strigle samt gøre rent i stalden. Lønnen var for mig 300 kr. – ja, ikke om måneden, men for et helt år. Forkarlen fik 875 kr. og en daglejer fik 5 kr. om dagen, men så skulle han også helst kunne læsse 40 læs møg.
Hvad kunne man så købe for alle disse penge? Jo – ét par gummistøvler kostede 22 kr. et sæt tøj 100 kr. en cykel 125 kr. og en skjorte 8 kr. På samme tid tjente en organiseret arbejdsmand 48 kr. om ugen for 48 timers arbejde – og nul ferie. Han skulle arbejde i en time for henholdsvis 2 kg mel eller 2 kg melis. Han kunne også have brugt den samme krone til 3 barberblade eller fire pilsnere.
Så har jeg vist rammet en pæl gennem myten om de gode gamle dage, som der endnu er folk, der går og fabler om.
Karlekamrene var blot nogle nøgne rum med en seng, en stol og et bord. Man kunne være så heldig at være alene om denne herlighed. Varme kendtes ikke. Kun de steder, hvor kammeret var bygget sammen med hestestalden, kunne der sive en smule varme ind. Dette nære naboskab kunne også være praktisk på anden måde, idet toiletbesøg foregik i grebningen i stalden. Koner og piger var favoriserede, idet de havde et rigtigt lokum, hvor døren kunne lukkes.
Indkøb af tøj og lignende foregik nok mest i Odder. Der var sygehuset og tandlægen, og der leverede man svin et par gange om ugen. Der var længere vej til Århus, men der havde vi dog Jørgen Jensen, der trofast betjente området i mange år pr. rutebil.
Hvis man spørger, hvad vi spiste dengang, så er svaret, at det var meget forskelligt i hjemmene, og det behøvede ikke altid at have noget med økonomi at gøre. Der var gårde, hvor maden kunne være ret sparsom, ligesom der var steder, hvor man spiste vældig godt. Det sidste oplevede jeg hos A.P. Øvlisen i Løjenkær. Skulle jeg helt firkantet tegne en madplan i al almindelighed, ville den lyde sådan: Fire dage om ugen stegt flæsk med kartofler og grød eller vælling til forret, fredag hvidkålssuppe med flæsk eller anden kålsuppe, og lørdag øllebrød og pandekager, søndag frikadeller eller medister og derefter frugtgrød. Lad mig tilføje, at der selvfølgelig også var variationer.
I mit hjem var det lidt anderledes. Vi spiste en del fisk fra mosen, så havde vi en gris og en del høns. Derudover havde vi en eller to geder. Mange så nok med lidt ringeagt på dette at holde ged, men det er et meget renligt dyr, og da vi børn havde set, hvordan det stod til med renligheden i visse stalde – ja så var vi glade for gedemælken. Der er også godt kød på geder og gedelam.
Mælken til mejeriet blev fra gårdene leveret i transportspande á 40 liter. I hjemmene havde man så små spande, man sendte med mælkekusken, og i spanden var der penge indpakket i et stykke papir, hvorpå der stod, hvad man ønskede. Vi skal langt frem i tiden, før der kunne købes mælk i supermarkedet.
Kød købte man hos en slagter, der kørte rundt med en vogn.
Jeg vil også fortælle lidt om det lokale “Brandvæsen”. Det er iøvrigt meget uretfærdigt at sætte det i gåseøjne, for det blev i al sin beskedenhed taget alvorligt, og det gjorde flere gange god fyldest. Sprøjtehuset lå på hjørnet af Østergårdsvej og Mustrupvej. Bagved lå der en branddam, som nu er fyldt op. Den var ikke særlig dyb. Sprøjten bestod af et ovalt kar, hvori der var anbragt to pumpecylindre. I midten af karret var en stander, og deri hvilede en punpestang, der blev betjent af fire mand. Derforuden skulle der jo folk til at bære vand.
Smeden var selvskreven sprøjtefører, da han skulle vedligeholde sprøjten. De første slanger, jeg husker, var af læder med store messingnitter. Senere fik vi nogle gummislanger. Det var gerne en gårdmand, der var brandfoged, og det var forbavsende, så hurtigt man kunne få spændt for og komme afsted med sprøjten. Brand har altid været uhyggelig, og jeg husker en vinternat, hvor der blev banket på ruden, og en stemme råber: “Smed, Smed skynd dig op, Overgård brænder”. Det virkede meget stærkt på mig, og jeg husker, at Søren Andersen ikke var særlig glad for at skulle op at klemte med kirkeklokken. Ved denne lejlighed var der nu ikke noget at gøre, ilden havde for godt fat, og der indebrændte nogle kreaturer.
_______________
Der var mere held en anden gang. En søndag eftermiddag var der gået ild i nogle ting på loftet på Aldersro. Min broder var med, og han fortæller, at da de kom op ad trappen, brændte det godt over hele loftet. Der var imidlertid så meget tryk på slangen, at de kunne slukke ilden.
Nu, da jeg lige har nævnt brandfogeden, må jeg også fortælle, at vi havde en snefoged. Fjernelsen af sne fra vejen foregik med håndkraft, og snefogeden ledede arbejdet. Det kunne godt være et koldt job at kaste sne, især sidst på dagen, når trætheden var ved at indfinde sig. Man stillede mandskab efter, hvor meget hartkorn, man havde, og det var nok det eneste tidspunkt, hvor det var rarest kun at have to album, og ikke to tønder.
Skolen
Jeg begyndte i Astrup skole i 1919. Det var en god skole med moderne bygninger og ikke mindst fine lærerkræfter. Førstelærer var N.J. Nielsen – andenlærer S. Christensen samt lærerinde Valborg Hviid. Vi havde alle de almindelige fag, såsom dansk, regning, religion samt geografi og danmarkshistorie. Jeg husker, at Luthers Katekismus blev afskaffet i min skoletid, men det gik skam ikke ud over religionsundervisningen, nej – nej. For eksempel lærte vi bjergprædikenen udenad samt en masse salmer.
Vi fik også lige lugtet til verdenshistorie, fysik og kemi. Vi havde nogle udstoppede fugle samt en del mærkeligt udstyr i et glasskab. Det var meget spændende, når nogle af disse ting blev demonstreret for os i ny og næ.
S. Christensen var en fin violinist og organist, og jeg finder det fantastisk, at vi på et tidspunkt lærte lidt om noder og nodeværdier. Vi sang også flerstemmigt i hans sangtimer.
Skolegangen sluttede efter 7. skoleår, og det kan tælles på én hånds fingre, hvor mange, der i min skoletid, kom bogligt længere. Skulle man det, var det enten Odder realskole eller preliminæreksamen i Århus. For mange af os kunne skolevejen være lang. Af yderpunkterne i Astrup skoledistrikt kan jeg nævne Solbjerg – Drammelstrup og det yderste Løjenkær. Det kunne være en barsk tur om vinteren.
Vi traf normalt ikke lærerne uden for skoletiden, og som et kuriosum kan jeg fortælle, at på den tid var vi dus med alle undtagen “Præjst aa Dej n”. I det halvår, da vi fyldte 14 år, gik vi til præst, og der var på den måde konfirmation to gange om året. Forberedelsen bestod i at lære en masse salmer og skriftsteder udenad, men da pastor Nygaard forlangte, at vi i sommerferien skulle skrive en stil om, hvad vi indtil da havde lært, ja, så måtte vi melde pas – det kunne vi ikke klare. Konfirmationen blev taget alvorligt og var en hjemmenes fest, og vor tids andendagstogter til byen kendtes ikke.
Jeg tror, jeg vil slutte min lille beretning her, hvor jeg sidder ved mit vindue i Egevangen, og har den herligste udsigt over mod Lystenlunds gamle stuehus og Kærgårdsparkens villaer – det område, der i dag hedder Solbjerg, men rent faktisk ligger i Astrup sogn.
_______________